Bierne
Hjemmebigården
Ved siden af Kastanjehuset har vi bygget en smuk og unik bigård. Herinde står 12 bifamilier og hygger sig.
Det er spændende at passe bier og lave honning og der er altid noget nyt at lære.
Vi spiser det meste af vores honning selv, og så sælger vi lidt fra køkkenvinduet her på planteskolen og vi sender også gerne med posten, hvis man skriver en mail. Vores motto er, at ingen honningelskere skal gå sultne i seng.
Bigården i Elmelundskoven
Vi har to andre bigårde:
En vidunderlig skovbigård i Elmelundskoven. Her står bierne i en lille lysning omgivet af eg og ahorn med et lille vandhul i enden.
Elmelundskoven er det største danske skovrejsningsprojekt i over 100 år. Der blev plantet over 600.000 træer i 2013 for at beskytte Odenses kommende drikkevand. Det betyder at Elmelundskoven er sprøjtefrit område. Kort og godt; et vidunderligt naturområde at holde bier i.
Og så har vi to hyggelige trugstader inde midt i Odense. Gråbrødre kloster har en skøn have 100 meter fra rådhuset. Her hygger bierne med klosterets beboere og så laver de en lækker flydende byhonning.
Bigården på Gråbrødre kloster
Vi har fundet ud af, at vi faktisk er rigtig gode til at lave fantastisk honning og vi har efterhånden været med i en del store honningkonkurrencer.
I 2017 var vi i Istanbul for at deltage i den Internationale biavlerkongres, Apimondia.
På Apimondia er der mange workshops, stande og et væld af aktiviteter for de mere end 10.000 deltagende biavlere fra hele verden. En del af kongressen er afholdelsen af verdensmesterskaberne i honning og biavlsprodukter.
Vi deltog i mesterskaberne med en fast forårshonning og en flydende byhonning.
Vores forårshonning vandt mesterskabet og kan nu bryste sig af titlen:
VERDENS BEDSTE HONNING
Det var en fantastisk oplevelse at modtage det store trofæ på scenen til afslutningsceremonien. Du kan få et indtryk med dette YouTube klip.
På scenen foran 4000 tilhørere
I 2015 deltog vi i Apimondia kongressen i Korea og i verdensmesterskaberne i honning. Denne gang havde vi medbragt vores forårshonning her hjemmefra bigården, samt vores honning fra centrum af Odense. Det var en stor succes: Vi vandt en guldmedalje med forårshonningen og en sølvmedalje for Odense-honningen.
Vi er meget stolte af vores resultat og vores sejr har medført stor interesse fra mange medier.
Stolte medaljevindere i Sydkorea
I 2014 deltog vi i den store fødevarekonkurrence International Food Festival i Herning. Det er et kæmpestort arrangement, hvor alverdens fødevarer konkurrerer. I konkurrencen deltager alt lige fra snittegrønt & øl til alverdens mejeriprodukter og så selvfølgelig honning.
Vi var så heldige at vinde både en guldmedalje og en æresmedalje for vores Odense Honning i Herning. Zofuz var på podiet for at modtage vores priser og vi kvitterede ved at forære H.K.H. Prins Joachim et glas honning bagefter.
I 2013 tog nogle af os til Kiev i Ukraine for at deltage i Apimondia.
I denne konkurrence vandt vi en sølvmedalje med vores sensommerhonning. Det var en stor oplevelse.
En glad vinder
Zofuz og prinsen i Herning
Vi har haft besøg af TV 2 Fyn, som har lavet en dejlig udsendelse på en halv time om bier og honning. Du kan se udsendelsen her på TV2Fyn.
I en bifamilie er der 50 – 60.000 tusinder bier i højsommeren.
De fungerer nærmest som en stor samlet organisme, en såkaldt superorganisme. Man kan sammenligne den enkelte bi med cellerne i vores krop.
Bierne indsamler nektar, som de spiser med det samme eller laver om til honning, så det kan holde sig.
De samler også pollen ind, som leverer proteiner og vitaminer til biernes yngel.
Derudover samler de harpiks, som bliver lavet om til propolis. Denne propolis bliver brugt til at tætne huller og sprækker i bistadet, samt til at desinficere alle overfladerne i bistadet.
Sværmen er ved at samle sig på en gren
Når en bifamilie formerer sig, sker det på en helt speciel måde: Bierne sværmer.
En bisværm består af ca. halvdelen af “den gamle” bifamilie, samt den gamle dronning. De forlader stadet på en lun sommerdag og drager ud på eventyr. Det foregår ved, at de sætter sig i et træ og så går de ældste og mest garvede bier, spejderbierne i gang med at lede efter et nyt og godt sted at bo.
Når spejderbierne er nået til enighed og det kommende bo, vækker de resten af bierne af deres letargiske tilstand og sammen flyver bierne til deres nye hjem.
Hvis du ser en bisværm, kan du google “sværmfangerlisten” og ringe til en biavler i dit område. Hun, eller han, kan så komme og give bierne et hjem.
Dronningen er bifamiliens hjerte og arbejderbiernes mor. Hun er noget større end arbejderbierne, men for at gøre hende lidt nemmere at se, maler biavleren ofte en plet på hendes stive rygskjold. Hvert år har sin egen farve og på den måde kan man også se, hvilken årgang dronningen er.
Til højre kan du se en dronning, som er i gang med at lægge et æg.
Biavl er en dejlig hobby for hele familien.
Det er godt at starte med et begynderkursus i din lokale biavlerforening.
Så bliver man klædt godt på, så det kan blive en god og givtig oplevelse at have bier.
Du kan læse mere HER.
©Solens Hjerte, post@solenshjerte.dk, Planteskolevej 51, 5250 Odense SV