ophold-i-solens-hjerte.jpg (5731 bytes)

I Solens Hjerte kan man komme på besøg,  blive vist rundt på stedet, drikke en tår kaffe (eller te), spise et lækkert vegetarmåltid sammen med os andre, eller bare snuse til atmosfæren hos os. For at gøre besøget så behageligt som muligt, bedes du venligst ringe, før du kommer.

Trænger du til at holde ferie - slappe af og tanke ny energi op - så kan Solens Hjerte tilbyde dig et ferieophold i de smukkeste naturomgivelser, hvor du kan drive og dase i stilheden, læse en bog, gå en tur, bade i svømmepølen, være med til vores daglige meditation, blive forkælet, passe dig selv eller være sammen med andre mennesker - alt efter, hvad du har lyst til og behov for.

Vores sted er et smukt paradis med en helt speciel atmosfære af lys, liv og kærlig energi, som gennemstrømmer såvel vores store flotte have, som alle menneskerne, der lever her.

Solens Hjerte er også et tilbud til dig, der længes efter at få noget andet og mere ud af livet, end du gør nu. Dig, der synes, at alt "det gamle" - din vante måde at håndtere dig selv på i livet - ikke virker. Dig, der føler, at der skal forandring til - og at det skal være nu!

For dig er der i Solens Hjerte mulighed for at opleve en anden måde at gå til livet på, hvor det vigtigste er, at lære sig selv at kende indefra. Ved dagligt at være sammen med andre, være i gang med det praktiske arbejde på stedet, og ved at deltage i det selvudviklende arbejde her - begynder du at kigge på de følelsesmæssige mønstre, som begrænser dig i dit liv. Gammel vrede, sorg, forladthedsfølelse og hvad der ellers ligger bundet i kroppen vil, i takt med, at du åbner mere og mere op, komme op i lyset med mulighed for at blive forløst. Og forløsning er mulig i det øjeblik, hvor du virkelig indsér, at det altsammen er dit; al vreden, fordømmelsen, foragten, som det er så tillokkende at skubbe over på alle de andre. Det er dine følelser, og du er den eneste, som kan arbejde dig ud af deres snærende favntag.

Det er ikke nemt at ændre vores indgroede mønstre, så ville vi have gjort det forlængst. Det kræver både spandevis af sved og floder af tårer at rense ud i de bundne følelser. Men det er vejen - vejen til det frie liv uden snærende indre begrænsninger - vejen til et liv hvor frygten fylder mindre og kærligheden fylder mere.

Så værs'go, nu er du inviteret, du er meget velkommen - Hvis du vil det!

Du er meget velkommen til at kontakte os for priser eller andre informationer.

 

© Solens Hjerte, Planteskolevej 51, 5250 Odense SV - Tlf 6596 3465
e-mail: post@solenshjerte.dk, www.solenshjerte.dk